Når man er helt nybegynder i strik og ikke nødvendigvis har en erfaren bedstemor - så frygt ej! Jeg skal nok hjælpe, så du ikke skal søge på utallige forskellige YouTube videoer uden held (ligesom jeg gjorde). Det første du vil støde på, når du skal til at strikke en opskrift, er sandsynligvis: masker. Men hvad er det, tænker du nok.
Hvad er en maske?
En maske er hele essensen af at strikke. Det er dem der sidder omkring din strikkepind, og det er dem som du arbejder på at strikke flere og flere på. Det er en slags løkke som kun afholdes fra at glide op, fordi at den sidder på din strikkepind - altså inden den aflukkes til slut. Du har forskellige masker, når du laver forskellige teknikker, men de vigtigste er: ret- og vrangmasker (forkortet r og vr). Det giver sig selv, at retmasken sidder på retsiden, altså den udvendige side af dit tøj (den pæne side). Vrangmasken sidder altså på vrangsiden, den indevendige side, af dit tøj (den grimme side – som jeg kalder det).
Herunder kan man se at retmasken ligner en form for V, hvor vrangmasken vil ligne en bue som ligger vandret over garnet:
Start med at vælge en relativ simpel opskrift - der er mange derude. Den mest simple vil nok være en scrunchie eller mit eget SommerPandebånd som er super simpelt. Her strikkes der frem og tilbage med ret- og vrangmasker, hvilket er en god øvelse inden større projekter. Til det behøver du ikke bruge rundpinde men blot jumperpinde, men man kan godt strikke frem og tilbage på en rundpind - det er intet problem.
Opskriftsaflæsning
Herunder lærer jeg dig og demonstrerer, hvordan du slår masker op samt strikker ret og vrang.
Strik frem og tilbage
Hvis der står: "Slå xx masker (m) op på pind/eller rundpind xx og strik lige ned i glatstrik (r på r-siden, vr på vr-siden) til arbejdet måler.."
Så skal du tage udgangspunkt i denne video:
Strik rundt på rundpind
Hvis der står: "Slå xx masker (m) op på rundpind xx og strik rundt til arbejdet måler.."
Så skal du tage udgangspunkt i denne video:
Husk at dette blot er de metoder, som jeg anvender, men at der selvfølgelig er forskellige måder at strikke på. Dette er blot mine egne erfaringer med tips og tricks!